Du ser måske en betonklods. Vi ser en kunsthal.

Hvad former vores blik på vores omgivelser og på verden i øvrigt? Og hvad sker der, når vores forestillinger pludselig bliver udfordret? Jeg kan svare sådan her: I flere år passerede jeg hver morgen Nordgårdhallen, når jeg skulle aflevere mine børn i børnehave. Det er en bastant betonklods midt i Gellerupparken, opført omkring 1970 som en del af den nu lukkede Nordgårdskolen. På den ene side kan man sige, at bygningen virkelig skiller sig ud fra Gellerups slanke og langstrakte boligblokke og deres åbne facader. I den forstand er Nordgårdhallen en undtagelse, der forstyrrer og skaber kontrast. På den anden side virker bygningen som en tyk streg under Gellerups arkitektur: For det eneste man ser, er den rå beton. Den eneste form er kuben. Det eneste princip for bygningens overordnede fortælling er enkeltheden og formens tydelige trofasthed over for funktionen. Nordgårdhallen er en lille del af Gellerup, der fortæller meget om helheden.

Det var denne bygning, som ingen rigtig ønskede at bevare, men som jeg selv så et potentiale i. Måske er min smag lidt speciel, og så er det jo mig den er gal med, kunne jeg tænke. Men alligevel fandt jeg et paradoks. Og med tiden begyndte jeg at se Nordgårdhallen som et billede på hvordan vi forstår og forvalter et sted som Gellerup. Som de fleste ved, er området under forandring, og det gennemgående princip er at fjerne årsagerne til Gellerups problemer. På et tidspunkt gik det op for mig, at ingen af de mange ambitiøse projekter har som udgangspunkt at investere i områdets styrker. Gellerup er et område, som vi beskriver ud fra dets problemer og svagheder. Det kan skabe blinde vinkler.

 Foto: Helle Hansen

Foto: Helle Hansen

Men måske kan man vende det hele om. Måske kan man netop bevare Nordgårdhallen, den tungeste og mest grå af Gellerups betonbygninger, og lade bygningen blive en fortælling om områdets historier og særlige kvaliteter. Jeg tror, at de store forandringer bliver mere bæredygtige, hvis det hele ikke handler om forfejlet arkitektur og ressourcesvage mennesker. I fremtidens Gellerup må give give fortiden en rolle at spille, som handler om anerkendelse, identitet og måske endda lokal stolthed.

Gellerup Kunsthal er inspireret af de mange vellykkede kulturbyggerier i Danmark og udlandet, der er opført i oprindelige bygninger. Et gammelt kraftværk, en godsbaner, en maltfabrik, remiser, en tørdok, en spritfabrik. Bygninger, som har mistet deres funktion som arbejdspladser og produktionssteder. Men som netop derfor har et særligt potentiale som mødested, historietælling og fyrtårn for den lokale identitet. Derfor kan man sige, at Nordgårdhallen kan få samme rolle som Nordkraft i Aalborg, der selvsikkert og helhjertet er fortællingen om byens rejse fra industriby til vidensby. Eller som Søfartsmuseet i Helsingør, der er etableret i den gamle tørdok lige ved Kronborg. Det gigantiske hul i jorden handler ikke længere om tabet af arbejdspladser, men om stoltheden ved at have en fortid at vise frem. Omdannelse af gamle bygninger til kulturelle formål har en særlig evne til at bringe vores fællesskaber og lokale identitet helskindet gennem tider med store forandringer. Det kunne Gellerup også have brug for. 

Vi vil skabe et sted, der handler om at opleve, fordybe sig og sanse og tale sammen. Hvor man kan reflektere over, hvad der former vores blik på verden. Kunsten er et sted, hvor vi kan få udfordret vores måder at tænke på, tale sammen og opleve verden. Måske er netop Gellerup og den bastante betonklods et godt sted at gøre netop dette.

 

/ns

Nikolaj Sørensen